Mit sind er så atter hjemsøgt
af hjemmefrontens uendelige livsformer
rørlige såvel de urørlige
som skriger på min hjemkomst.
Den uhelbredelige hjemve dunker
i harmoni med hjertets vilje
efter alle de ønsker om en håndsrækning
som kan fylde et sårbart sind.
Sindet må da hade sig selv
i denne konstante søgen på savn
denne dyrkelse af hjemve
dog uden nogensinde at savne sig selv.