"Du skal have en mand der kan hundse rundt med dig. En der kan sætte dig på plads, fra tid til anden," sagde han med et glimt af moreskab i sine ellers så sørgmodige stemme. "Sådan en som dig?" for det ud af mig, for det var jo ham, jeg havde i mine tanker, dag og nat. Jeg kunne mærke, at det gav et sæt i ham, da vi jo sad tæt op af hinanden. Hvis han havde, kunne så var han sprunget op, eller havde bare rykket sig lidt væk. Men desværre. Vi var fanget i det trange og mørke kosteskab, som en eller anden morsom og venlig sjæl havde lokkede os ind i. Ikke at jeg havde noget i mod det, da jeg hørte låsen klikke i bag os. Det frydet mig lige frem, men til gengæld viste jeg, at Andrew ikke var særlig begejstret for det. Og nu sad jeg her mellem hans ben, med ryggen op af hans brystkasse. Lykkeligere, kunne jeg ikke blive på trods af han modvillighed og denne lidt sære situation vi var havnet i.