Aftagende øjeblikke. Passerende momenter. Med vores dyrebare tid som betalingsmiddel, bliver vi tildelt personlige minder. Summen af disse betegner vi "livet". Ingen respekt for nuet, nej vigtigere er fremtidens projekt. Mit liv. Mine regler, er blevet normen, mens menneskelige værdier flyver langsomt bort med stormen.
Frie som himlens fugle er vi.
Underlagt et socialt hierarki er vi.
HVOR frie er vi?
Meget langt fra tanker om anarki er vi.
Fastbundet til én skabelon er vi!
Hverken splinten eller bjælken orker vi at se. Målet er individuel succes. Toppen af successens bjerg vil vi bestige. Men hvilken succes? Hvis den får os til at glemme verdenen for foden af bjerget, hvilken succes? Når vi glemmer, at det hele bliver husket, så hvilken succes? Som mennesker er vi da ikke skabt lige? Det vil både religionen og videnskaben sige. Så hvorfor glemmer vi, at min vej også er flettet ind i din? At uanset farve, størrelse og rang, deler vi den samme skæbnebestemte afgang. Døden som livets endestation. Hvorfor deler vi ikke også successen med hinanden? Hvorfor, hvorfor prøver vi dog ikke engang? Hvordan glemmer vi dog, at det er de gode gerninger, som forevigt vil give genklang?