Mørkets stilhed er øredøvende. Bølgernes lyde beroligende. Mine øjne betragter skønheden, mens mine egne tanker er min fjende. Som bølgerne fremvælter de mindet om dig hos mig. Du var ikke min. Du er ikke min. Du bliver aldrig min. Jeg ville ikke eje dig. Ville blot være ejet af dit hjerte. Dine iskolde øjne lokkede mig. De advarede mig, men jeg ønskede selv at lege med kølighedens brændende ild. Dit blik fratog mig alle mine sanser. Dine ord var af dem, som planter sig i både hjerte og sjæl. Du blev endda accepteret af min modvilje. Klog og vis i folkets øjne var jeg, hos dig blot en ulykkelig lille pige.
Havets bølger oversvømmer tankerne og tvinger mig atter tilbage til nuet. Slukker den ild i mit hjerte, som mindet om dig tændte. Brisen hvisker i mit øre. Fortæller mig at det nok skal gå.
Bliver du min? Bliver jeg din? Vi ved begge to, at vi er hinandens. Men du vil det ikke erkende. Så vi smider noget smukt på havets bund. Lader følelserne drukne. Din usikkerhed er den eneste vinder i dette tab.