Dine øjne er blå,
så flakkende og små,
men jeg håber du ved,
at du ikke må gemme dig
i din elendighed.
Din stemme er svag,
og drypper af ubehag,
og jeg bliver så vred og led,
når jeg ser hvordan du blot
bliver ved og ved.
Men du råber så højt,
laver en masse larm og støj,
og jeg bliver selv så forbandet sløj,
når jeg ser at du drikker
så dybt af det sprøjt.
Jeg håber at du kan se,
at du godt må larme, lege, grine og le,
hurtigt og frit, så frejdigt og blidt,
uden bagefter at have det
så forbandet skidt.
At drikke med måde eller drikke sig ihjel,
når du drikker kan du ikke styre dig selv,
og jeg hører dig råbe så højt om hjælp,
men når jeg kommer spurtende
falder jeg selv
Ned i de dybder, du har drukket af jorden,
ned i de skodder, du har fejet af bordet,
ned i de knuste flasker,
du så flittigt har søgt
og opsporet.
Og jeg kan se dine negle på vægenes mudder,
kan se dine tårer i det kvalmende pludder,
og jeg skriger og græder og bider og slår,
lige før jeg giver op
og går.