Hvor længe har du ikke betragtet mig med længsel, min smukke veninde? Hvor længe har du ikke fulgt de linjer jeg så lokkende tegner i sandet, hvor ujævne de end må være? Jeg så dig skrive dit navn med en pind den anden dag, for blot at betragte bogstaverne blive udvisket af mine blideste bølger. Timevis har du brugt på at vandre din faste rute langs kysten, som en kærlighedssyg yngling, med øjnene fæstnet ved horisonten. Altid ved horisonten. For hvor ellers kan du gå hen, end til mig? Du begærer mig, javist. Javist, men mere end det, så behøver du mig. Du kender min styrke. Du kender mit løfte. Om at omfavne dig blødt og holde dig blødere endnu i min favn. Som bogstaverne i dit navn, det store S og det lille E, vil jeg viske enhver af dine bekymringer bort. Enhver tanke der forårsager angst vil jeg opsluge. Enhver tanke. Enhver.

Der fortælles historien om et skib i din verden. Et majestætisk skib. Et skib som skulle have været den prægtigste juvel der nogensinde har brudt oceanets bølger. Men du ved, min elskede - du ved hvor meget jeg elsker smukke ting, det er selve grunden til at jeg elsker dig. Jeg kan ikke modstå deres glans. Hun var som en diamant i solen, var dette skib, en diamant blandt flydende rhinsten og jeg kunne ikke modstå hende. Nej, jeg måtte eje hende og derfor tog jeg hende i min favn, som jeg lover at gøre det med dig også. Når tid kommer. Når tid er. Tro mig, hun har nydt godt af min gunst siden da. Lever videre i kraft af mig. For ved du at de stadig danser dernede, min smukkeste veninde? Ved du hvordan violiner lyder hundredevis af kilometre under havets overflade? Klangen er så sød og deres valse så meget mere elegante til lyden af udvandede melodier.

Du, derimod, du danser aldrig mere. De ben du har, dem bruger du ikke. Du kunne lige så vel slet ikke have dem. Så lad mig gøre dig til en havfrue, min elskede, lad mig gøre dig til min, for ganske vist begærer du mig, men kun halvt så meget som jeg begærer dig.