uendelig ked
da alle forhåbningerne
slukkede så brat
som en sikring der sprang
en diset aftenstund i Marts
samtidig med at din tunge
nægtede at sno sig
som den giftige slange
i det fiktive paradis
og mit blik søgte dit
som et slags spørgsmål
er vi stadig os
selvom nippet i øreflippen stoppede
du råbte: NEJ gu' er vi ej
vi skulle kende hinanden
så indgående altomslugende
alligevel er skellet større
mere gabende på en hensynsløst måde
kravler efter dine hårdhudede hæle
du er skredet gået forduftet forsvundet væk ude borte sluttet ophørt
forbander den kliché agtige følelse af
ulykkelig kærlighed
der tumler i alle mine celler
afskyer min dirrerende underlæbe
og efterlades med en dyb trang til at knalde det hele
langt langt ind i helvede