Det er et mærkeligt tonefald,
der skræver ind over min bøjede nakke.
Jeg hører ikke længere ordene,
kun tonefaldet.
Jeg løfter langsomt ansigtet,
og ser dig i øjnene.
Tænderskærende
hvæsser jeg kløer
slagter dine motiver
og antydninger
med vrede
igen og igen.
Hvis du forstår hvad jeg mener
på repeatknappen.
Sådan bliver jeg bedre og bedre til at misforstå
og lade nakkens bøjning
bestemme indholdet.
Vi taler ikke længere sammen
det burde vi.
Tænk
hvilke symfonier vi sammen kunne skabe
om
skibsforlis i skumsprøjt
og strandede hvaler på hvide strande.
Men vi ved det godt
i mødet
opstår
spændingerne
der giver strøm til alt nyt.