Jeg vil ikke længere gå i de samme fodspor igen.
Det fik jeg intet godt ud af.
Jeg vil lave min helt egen sti.
Stien, hvor kun mine helt nye fodspor er.
Tavlen skal viskes ren.
Jeg vil starte på en frisk.
Sige undskyld til de folk jeg er kommet til at såre.
Når man er ked af det og deprimeret, kan ord blive smidt i hovedet på uskyldige folk.
Det var ikke meningen.
Jeg bliver nok tilgivet på et eller andet tidspunkt.
Det er jeg sikker på.
Rigtige venner går ikke deres vej.
Heller ikke når man til tider kan virke fjern i blikket.
De passer på en og beskytter en med sit usynlige skjold.
I venskab gælder alle kneb.
Det er nok den største kærlighed der findes.
Venskaber er noget man aldrig kan smide bort.
Den bliver siddende i ens hoved.
Fyldt med en masse værdifulde minder.
En masse pladser til folk med betydning, som ligger sikkert i ens hjerte.
Vennerne bliver, hvis de virkelig vil kæmpe for en.
Ellers smides de ud i den sorte sæk sammen med alt andet skrald og ragelse.
Jeg vil passe på dem jeg har kær.
Også selvom de til tider kan være til besvær.
Men det er sådan de er.
Dem skal der ikke laves om.
De er unikke.
Ingen er fuldstændig ens ligesom dem.
De er den smukke perle på havets bund.
Perlen, der blot venter på at blive set, så folk kan få øjenene op for denne uimodståelige sag.
Det vil ske når man mindst venter det.