Nu vinteren ånder os i nakken!
Det mørkner alt for tidligt
Ikke så sært
Nu vinteren ånder os i nakken
Engang holdt vi - skumringstime
Hvilket skønt ord
Indeholder minder om en mørk stue
Hvor ilden bag kakkelovnens marieglas
Var alene om at lyse op
Tiden stod lidt stille
Jo vist - det føltes trygt
Ufatteligt at tænke på - at for ikke så længe siden
var dagene lange
og aftenerne lyse til midnat
fuglene sang nærmest både dag og nat
nattergalen især utrættelig
i sin lykke over at være tilbage
tror måske, at sådan er her altid.
Lad ham endelig blive i troen
Det må vi andre også blive i troen på
at skulle opleve
at alt begynder på ny -
vi drejer ansigtet eftersolen
- lige som blomsten
lader os varme helt derind,
hvor der var lige ved at blive for koldt