Hun sidder alene på gyngen
kulden bider hende blidt
frosten glinser i græsset
omkring hende er der hvidt
Hendes blod langsomt stivner
og nattens kulde tager fat
helt alene sidder hun
igennem den hele nat
Ved daggry sidder hun endnu
hendes hud er kold og blå
længes efter den kærlighed
Hun aldrig kunne få