I det øje så dybt som havets blå
havde hjertet ret i alt hvad det så
gyste der gispede sig varm i det blik
og tanker der ikke kunne give sig slip
Med tanker der drømmende gav sig ud
blev trange for stor og sendt blev et bud
om hvor glæden det lyste smilet i leg
og dryssede de sødeste gys på sin vej
Efter planlægning held og en smule mystik
kunne drømmen så endelig møde sit blik
på en aften hvor tiden så hurtigt forsvandt
blev der muret et smil i et fjollet forbandt
Nu har blikket så også fundet sin drøm
da tålmodigheden faktisk har båret sin løn
uden at vide hvor rejsen enlig gik hen
har det gispende gys igen fundet hjem
Til det hav der har øjets fantastiske blå
kan min ensomhed nu få lov til at gå
for jeg håber aldrig at se den igen
men den viste mig faktisk vejen herhen
Et hjerte må ej rettes i det som det ser
det vil opfordre modet til se hvad der sker
et blik kan en dag kaste gyset fra sig
og måske dette gys hører hjemme i dig
K.Bundgaard