Var jeg forudbestemt
og undfanget ved en større kosmisk befaling,
som for at være vidne
til alt det som skete dig ?
Skal jeg virkelig bære det
vi instinktivt har slugt og ikke taler om mere,
vores barndoms rædsler
som vi nu er blevet for store til ?
Skal blodet ikke størkne
og trække i huden og klemme et hårstrå og klø ?
Dør vi ikke allerede for meget
som det er lige nu ?
Eller er jeg efterladt helt alene
med disse forgæves forsøg på at tilgive dem,
med utilstrækkeligheden og det
at jeg bare ikke bliver voksen nok ?
Vil mine sår kradse
i en uendelig biologisk cyklus af familietræer,
arvemasse og genetisk
dræbende diffus dysfunktion ?
Vil du ikke indimellem
puste på mit lag af skyld - fra din verden,
og inden alting er omme
kærligt vugge din bror ?