Endnu en dag ebber ud
den er brugt
her i mit hvide kontor
blandt sprit og ledninger
summende maskiner
det skær i øjne og ører
jeg smider den hvide kittel
nu er jeg mig selv
det er så ironisk
underligt
at jeg blev
til en af de hvide kitler
dem jeg så længe har undgået
frygtet.
Mon nogle føler sig tunge og triste
når de skal møde
mit kittel jeg?