at jeg nu kan tekste det
er ikke et bedringstegn
men en forestilling
om at jeg ikke længere behøver
et blomstermotiv
et holdepunkt;
for at styre helskindet igennem
og le højt og levende
blandt tapeter med aftensværmere
og fingre som danser henover
fiktiver i en bogreol
trygger det som en barndomsven
glimter det som en hjemby
inddæmmer det uslebne
ufærdige - præget
som husker hvert et hvisket ord
som genkalder i stædig rytme
mødet med mit hjertes elver
og jeg indrømmer gerne
at jeg stadig kysser
med din silhuet, i hemmelighed
når den blusser med solen
på en friskbrygget morgen
hvor alt synes stille
vækkes dobbeltsengens hvide
ensomme størrelse
og markerer lydløst betydeligt farvel
når hoveddøren smækker
til dét som var vores tomandstelt
vores julehistorie
mit solsystem