Hun ander mig ikke et blik,
ikke et eneste glimt.
For, for hende er det, at blive kigget på der gør hende tilfreds.
Det er tanken om, at jeg måske endnu ikke har fortrængt de skrammer hun satte i mig,
Selvom jeg også må have sat et mærke i hende.
Det ved jeg, at jeg har, for aldrig før har jeg følt,
at jeg har givet så meget af mig selv til en, som var så fortabt, som hende.
Ikke fortabt i personen, ikke fortabt i mig.
Fortabt i den tid vi lever i.
Hun er smuk, som hun sidder der, og
strejfer sit hår.
Hun spiller kold, lukker alt ude, lukker ingen ind i hendes verden.
For i hendes verden er der kun en regel.
Er man fortabt, har man tabt.