Nu
er vi så kommet til det stadium,
hvor vi er
åhhh! så pæne og høflige,
siger hinanden pænheder
i flæng
for at dække
over det gabende tomme hul
der, hvor kærligheden
skulle have været,
men ikke er
længere!!!
Ordenes figenblade
skjuler
ikke vores pinlige nøgenhed
særligt effektivt.
Bortvist fra kærlighedens have
henvist til vindens kærtegn
under vandring
på det åbne land
fulgt af rovdyrøjne
søger vi desperat
et ly.
Løgnen er vores skærm,
vores maske.
Vi kan i det mindste
lade som om ...
som om
vi troede sandheden.
Nu tør vi ikke
mere!!!