Det er lørdag. Den store digter kigger ud ad vinduet, ud på den evigt grønne skov. Den er brun. Bladende ligner noget der har været i karambolage med Filles mirakelkur. Den store digter ler højlydt. Fille bor inde ved siden af. Han er en af den slags mennesker man helst ikke vil omgås, og så alligevel, på skæbnesvanger vis, ender med at få som svoger! Nå, Fille har lavet et monstrum, et stykke videnskab uden lige. I frustration over græssets tendens til at gro hurtigere end håndskubberen kunne trille havde han arrangeret en lille sprøjteanordning på et stykke seletøj fra en shetlandspony. Det gik han så med, rundt i haven og eliminerede alt levende! Den store digter holdt sig helst på afstand. Han dukkede først op når Fille forsvarligt havde låst aggregatet inde i barskabet og i samme vending hævet et par halvlunkne Tops op. Jo, han var vel egentlig go' nok, ham Fille. Men de ku' nu godt ha' spurgt den store digter inden de gav hans søster væk til sådan en plebejer! Hva'så?! Fille afbrød den store digters tankestrøm. Nårh, hvordan går det med skriveriet? Er du snart li'så kendt som ham Hemingway? Hold kæft Fille, og drik ud inden du skal hente en mere! ...Det var jo lørdag! En lille omgang mere kunne vel ik' skade. Og fruerne sad jo såmænd bare og kævlede om børnene og hvad Fede Sejers overfor havde bedrevet på ferien til Thailand. Hmrf!