bag sødmefuld cement svæver jeg
natgrå ligger du (virkelig)
ubevægelige centrum
uroligt på rejse
aldrig var solen så fremmed som i oplyst land
jeg gør mig smuk for dig
et univers for nuværende fanget
i dit spind-kor jeg er lykkelig jeg ser verden som den er i sig selv
hvor alt der skyldes os er fjernet den er
grå
og stormen derude er endnu på hæld vi skal koncentrere os om det primære
klynger af vished
en epicykel der er min
begrænser det åbenlyse her er det tilstrækkeligt at være låst
(ubærelige skær)
i frygtsomme veje
i tankernes færd: vi er tilstede
udenfor hingste (illusorisk nøgne)
gjalder i svalegang
fri for eksistens (reel eller ej)
rømmede korridorer kun jeg er alene
hører dem kalde
i mit bur