Kære verdens heldigste dreng,
Længe er det siden, at jeg har været dig.
Et minde er du nu, fjernt i fortiden.
Jeg skriver til dig, fordi vi har, og altid vil have én ting til fælles;
Englen som vi begge elsker.
Jeg må fortælle dig,
Om smerten, der fortærer mig.
Savnet, der skænder mine drømme.
Kulden, som vintertiden har bragt.
Ensomheden.
Du bragte smilet på hendes smukke læber.
Fornøjelse og varme du anrettede.
Du altid bekymringsfri var,
Og din kærlighed altid ægte.
Du lod dig ikke dreje ud af kontrol,
Tiden var på din side,
Og lykken i din favn.
Din verden var i farver,
Min er i sort og hvid.
Hold om hende,
Som var hun det eneste sanselige på jorden.
Få hende til at grine.
Lad hendes øjne skinne ind i dine.
Føl hendes hjerte slå,
Som var hvert et slag det sidste.
Hun er dit alt, din første, din eneste
Ligesom hun var min
Men den tid har jeg tabt
Du fandt virkeligheden,
I det der for mig nu blot er en drøm.
Måske du, verdens heldigste dreng, en dag vil være en anden.
Da vil jeg i tavshed se på,
skrigende under overfladen.
Glæden vil for mig kun være at finde,
I de øjeblikke du behandler hende som en kvinde.