Stille... ganske tyst
Sorgens silhuet synger på sidste vers
Bifald runger modvilligt i mindernes sal
Tigger fortvivlende om atter en encore
Forsigtig blues indtager luften
Fylder de triste huller kun med tomhed
Publikum rejser sig
Danser rundt, snor sig
Smelter sammen
og synger sørgmodigt med
En sand kabaret af det sørgelige dengang
pessimismen lister omkring
gemmer sig i øjenkrogene
venter tålmodigt
og ser pludselig sit snit til at springe frem...
Takten skifter, pulsen stiger
Dødsmetal hamrer
Til væggene buler ud
Til går-dagens støv sidder fast i loftet
Til det hele sejler rundt
En malstrøm af ren forvirring
Ansigter blandes og spredes voldsomt ud igen
Til ingen ved hvis der var hvad og hvad der var hvis
Og hvis nu, hvad kunne der ske eller var det nu hvis?
Ren kaos...
Håbet rejser sig til trods
ringer med sin gyldne klokke
til alt synger i samme tonefald
retter alle tråde ud
Tæppet falder
Det hele falder til jorden
Publikum sætter sig igen
Lyset slukker
Intet bifald
Bare...
Stille... ganske tyst