Dagen brænder ud i aftenskumringens intense glød.
Fra efterårsnaturens gyldenbrændte jordfarvers dyb
blusser et bål med festlige flammer.
Okkergul og vinrød, blandede og fyldte, urolige i den hviskende efterårsvind.
Lanterner, fakler og græskars røde-orange lysende lygter
udsender trygheds-varme i det lurende mørke.
På engang hyggeligt og samtidigt uhyggeligt.
Snart er alt lagt øde, blegnet og visnet bort.
De flammende farver falmer til visne gul-grønne, nødde-brune og lilla-sorte rester.
Når vinteren kommer med sin kulde, er der kun aske tilbage.
En enkelt mørkerød rose vil trodse det hvide landskab.
Hele året står landet ved sin grønne farve, karakter og natur.
De stedsegrønne støtter smiler roligt, vedvarende.
Dybe toner lyder fra de mange blodrøde bær på buske og træer.
Skøn varme stråler selv fra de bladtømte nøgne træer.
Der er mæthed i luften, næring i frugtkurve, i de fyldte forrådskamre.
Jorden er mørk, dækket af nedfald, overmoden overflod til fuglenes festlige føde.
Forfaldet lader sig ikke mere skjule, træder så tydeligt frem
i den begyndende forrådnelse.
Døden venter.
Natten venter.
I aftenskumringen får livet en særlig glød.