Engang plantede du en rose i mit hjerte,
du tilførte den livskraft som gjorde at den voksede sig stor og smuk,
lydløst er du begyndt at tappe dens kræfter,
dens blade som udbredte sin glans så flot,
i disse uger er de begyndt at falme.
Stilken ser ud så frisk,
men dens eksistens er forsvundet for den selv,
så den står bare som et gammelt minde om den smerte den har gennemgået.