Gennem rustne jernlåger
går den gamle snoede jordvej.
En farbar sti bryder det visne vildnis
flankeret af stedsegrønne støtter
delvis skjult af natsorte skygger.
Løvfald dækker den mørke jord
med sit farvestrålende og festlige tæppe.
Træernes og buskenes blade daler langsomt
i en dæmpet varsom vind,
danser kåde i efterårsdisens milde regn.
Næsten lydløst, næsten usynligt
fylder dråberne luften
med deres vemodige melodi.
Det er som om, naturen skåler i rødvin,
blodet strømmer,
ildens glød blusser i jord-dybets mørke,
flammer op, brænder længe
til snebær lyser op.
Fuglene har samlet deres forråd,
før de finder deres frihed
borte fra mørkets kulde.
Som i en døs omsluttet af mæt og varm tryghed
skridt for skridt på blødt mos
favnet af fylde.
En vandring gennem et halvvejs forrådnet spisekammer.
Med barkrevnet hud føler du dig
som et lidt bedaget træ,
der efterhånden har fået svært ved
at flytte sine rødder,
at udvide sit rodnet.
Gulbrune toner iblandet vissen olivengrøn.
Mørkerøde hyben, sorte hyldebær
træder så tydelige, markante frem.
På en baggrund af alle skønne nuancer
af grøn, gul, brun, orange, okker, vinrød,
lysegul, lysegrøn,
mørkebrun og mørkegrøn.
I en vidunderlig eventyrlig blanding af fyldte farver
danser din nye lilla kjole luftig let.
Du løftes op og føres bort.
Stemningen er fortættet.