ved daggry mellem træer
tynget af regn så jeg hende
bange annelser fyldte mig
og verden brændte

en gang før havde hun vist sig
for mig som vindens skygge
i en port på Bernauer strasse
i en Berliner nat ætset i huden

en drøm da, ej en drøm nu,
fordømt er jeg da, kæltring,
som skal møde mine drømmes
forfølger, i skovens katedral

nu stod hun, rank og mørk
med håret kort, og bad mig
bekende, hendes øjne stålende
og intet blev som før

jeg lukkede fingrene, og mærkede
harpiks og bark, messing knapper
blinkede på hendes jakke,
en tåre trillende på min kind

en hånd, varm og våd,
fristende negle, dansende over
mine læber, som en vandrings-
mand, genforenet i håbet

ingen ord, ingen tanken,
ingen drøm, kan beskrive hendes
magnetiske træk, og dog
drages hun, til mig

mens solen flygtigt, nærmer sig,
bryder et smil, enkelt og godt,
de læber, jeg kender så godt
og luften fyldes, af Camilla