Månens og himmelens havfugle
Trækker stille forbi
bliver mit sind fyldt stille af vindens melankoli
Da længes jeg bort mod kysten i alt den's beskedenhed.
Der ved havet, når stormen tog fat i min sind, forsvandt ydmygheden den løb ned af min kind.
Når himmelens havfugle trækker forbi,fyldes mit hjerte af kærlighed inden i..
Fodsporene jeg gik, er for længst blæst forbi
ja livet er fyldt af det jeg kan lide
et liv ved hav, fjord og strand
det liv jeg har levet som tide vand.
Når Østen vinden sol, fik skyggen ud af mit bryst
og vesten vinden bølger bælste på min barndoms kyst
Ja når vindens hav fugle trækker forbi
der bliver jeg lys inden i.