Det bliver svært at stykke sammen.
Du kan næppe klinke skårene.
I hvert fald aldrig sådan, at det kan blive pænt.
Og helt;
harmonisk sammenhængende.
Meningsfyldt.
Men noget kan man jo altid brygge sammen.
En brugbar historie,
noget der ligner en virkelighed,
en sandsynlig tilværelse.

At klippe små stykker ud af et større billede
for at sætte dem sammen i en broget collage.
Det er måske festligt og farverigt, men kunstigt.
Det giver ikke tingene deres rette plads,
monteret som de er det helt forkerte sted.

Når noget først er gået i stykker,
bliver intet det samme som før.
Med tiden mildnes smerten,
bruddet vil dog altid være der,
med lidt held senere kun som et ar
eller en erindring.
En oplevelse, et minde,
som nu engang har påvirket
og stadig vil påvirke dit sind.
Virkeligheden er for altid forandret.