Langsomt
uendelig langsomt svinder kroppen ind
Rummet fyldes af acetonelugten

Døden indtræder
når
øjnene falder ind og bliver hule
når
blikket bliver glasagtigt, tomt og en grå udtørret hinde omkranser øjeæblet
når
draget om munden biver sort-grå og indsunken
når
blod siver stille ud og lugter af råd
når
øjnene måske for sidste gang spærres vidt op og det eneste de udtrykker er angst

Acetonen er der stadig

"OP" "OP" OP"

Det sidste jeg hørte hende sige
det er dage siden nu

Jeg høre stadig den tunge hæse vejrtrækning

Kun langsomt dør hun

Mon de ser det jeg ser, de som elsker hende ?

Døden er både smuk og grufuld.