Det var sommer.
I min bevidsthed i hvert fald.

Og i den samme bevidsthed hjemsøgte en kvinde mig.
I en gul sommerkjole, var hun ligeså strålede som solen.

Hun gik hen til mig.
Jeg ville have hende.

Men da en mørk sky dækkede for solen, forsvandt hun.
Ligesom sollys, kunne hun pludselig være der eller ikke være der.

Ligesom et minde.

Jeg ville fryse det øjeblik, når hun var til stede.
Ville bevare det for evigt.

Men skyen forhindrede mig i det.
Måske prøvede den at sige noget til mig.

Måske skulle jeg bare vågne op og modtage efterårets tristhed.

Eller måske skulle jeg bare drømme videre.
Det ville jeg helst i sidste ende.