På en eng, en sten der står,
Den blev her plantet sidste år.
Tavsheden er her nok så smuk,
Indvendig, er der dog et suk.

Alene står den blot og falmer,
En dag sammen under salmer.
Og tiden hvor den blomster fik,
Gik da nu også ganske kvik.

Visne er de grønne blade,
Men fuglen vil da altid bade.
Selv om vandet er beskidt,
Er fuglen stadig ikke slidt.

Fuglen holder måske vagt,
Over hvad der her blev lagt.
Mens livet det dog går vider,
Kunne den da bare kvidre.

Og bringe en tilbagekomst,
Der planter blot en lille blomst,
Som man kunne frydes ved,
I det så gamle, og visne bed.