Der er tøbrud i luften.
Under sneen
er græsset stadig grønt.
Afventende
står du der
i tågedisen
lyttende
til smeltevandets rislen.
Med et drømmende håb
i dine øjne.
Det var som igår
vi svøbte os
i de bløde klude
af snefnug som
små stykker
vævet stof.
Der er solstrejf
i dit smil,
der husker andet
alt andet
end det grå,
den uigennemtrængelige
uudgrundelige
himmel.
Vintergækker nejer
forsigtigt farvel
til vinterens
kolde dage.
Luften bærer
den spændte stemning
af uforløst smerte.
Salt tegner
hvide streger
på dit fodtøj,
som du går.
Du mærker en mildere
vind
end tidligere.
Er der mon forandring
på vej?