Ser man ud en snehvid vinterdag,
møder blikket de mange fnug ophobet lag på lag.
De selvsamme snefnug, der faldt fra himlen så lette,
ligger nu som volde i store tunge dynger tætte.

Når ikke de hvide klatter af frostvinden spredes,
giver det en fornemmelse af en fæstningsmur, hvorved man ej glædes.
Derimod føler man sig i denne tid let spærret inde,
for overalt synes der kun ensformighed og kulde at finde.

De hvide flader strækker sig så langt, som øjet når,
ved det billede man både melankoli og glæde ved det smukke i sinde får.
Sneen dækker jordens forskelligheder så uendeligt stille og roligt,
man fatter knapt den voldsomhed, hvormed snemasserne også viser sit ansigt hvert år troligt.

Noget så fredeligt og smukt som den vatlignende dyne øjet ser,
hvordan kan det skade så meget og samtidig fryde så børnene ler?
Den umiddelbare enkelhed, man tror ved den uskyldshvide vintertide at finde,
splittes snart ved følelsen af både indespærrethed og mørke, men også frihedens tinde.

Alt forvandles - forandres, noget træder frem, andet dækkes af det uberegnelige snetæppe,
skoven, søen, markerne, landet og byen er de mon de samme, som man i sommer og efterår kendte? Næppe.
I snelandskabet dukker - frem fra skyggernes uhyggeland - troldene,
man ser dem i træerne, når de rækker deres grene ud imod sig, og man føler sig grebet af fangarmene.

Da er det, man gribes af mørkets angst og tvivl, af håbløshed og modløshed,
men også betagethed af det barske, dog af alt for megen modgang bliver man hurtigt ked.
Man spørger sig selv: "Får det ingen ende, hvornår kommer sommeren tilbage?"
Man længes efter lyset og varmen, den lette spraglede tid, og tæller de tunge dage.