Det var fuldmåne i nat,
vi så det så klart.
Lyset var for os på himlen sat.
Morgen blev det snart.
Skæbnen satte os mat
bevægede af livets efterår.


Ruskregn slår mod ruden.
Blade falder,
den kolde vind tager dem med
til et ukendt sted.
Farverne blegner,
skoven dæmper sin stemme.
Frugternes forrådskammer
mætter os endnu længe.

Høstmarkernes guld
forvandles dog langsomt,
men sikkert til
den sorte muld.

En dag bryder solen igennem
det triste vejr,
som nu er vådt og gråt.
Gennem tårernes slørede syn.

Bag det tunge grålige
tågeagtige skydække
anes det evige
himmelblå.