Verdens bølger vil mig aldrig skræmme
Jeg har oplevet dem værre og langt højere
Jeg har set djævelens tænder, så grimme
Og set heste, som ingen kunne tøjre

Selv med Døden har jeg sværdfægtet
Og har skullet dele Atlas' tunge last
Til alskens farlige fristelser har jeg nægtet
Alt flygtede fra mig med forståelig hast

Kærligheden har jeg dog aldrig mødt
Så aldrig den store nødvendighed
Hun går hånd i hånd med Døden så sødt
Og beroliger de vildeste heste helt ned

Så besluttede mig at bekæmpe hende ligeså
Det kunne umuligt være hårdere end det andet
Men i stedet for at gøre modstand, ville hun bare glo
Som en nysgerrig fisk nede fra vandet

Hun fik mig til at røre bølgens skum
Og viste mig at Atlas sagtens kunne selv
Selv djævelen var i hendes nærhed stum!
Bag os gik dagen stille på hæld

"Mærkes verden ikke rar?" spurgte hun til sidst
"Når du mærker med dine hænder, ej med stål"
"Alt du gjorde før ville kun ha' gjort dig trist"
"For du ville have gået uendeligt uden et mål"

Og jeg nikkede, Gud hjælpe mig, jeg nikkede!
Og smed mit sværd fra mit faste greb
Og der, imens morgensolen igen himmelen slikkede
Smed jeg mit tunge, grimme, meningsløse slæb.