Du
Jeg sidder i mit mørkeste hjørne
og kradser med neglene
på min nøgne hud
til det bløder
og smerter
men det er det
du gør
der gør mest ondt

du er gået
for længst er jeg
et overstået kapitel
jeg føler mig som
en tom skal,
et etui, et hylster.
En dukke.

Hvordan skal jeg tro
på de ord du har sagt
når din krop viser noget andet
jeg søger
din tankestrøm
og finder ikke et eneste sted
mig selv i den

Déjà vu
bliver det virkelig ved?
De samme skænderier
små timer ud på natten
bliver til langstrakte døgn
tusind minutter
stilhed
og døren,
der klikker

månen spejler sig halvt i øjnene
der er matte af at græde
så længe
grøn er blevet til grå

så længe er der intet sket
til stormene brød ud
og lysekronen faldt mod gulvet
med et brag

slaget var tabt

jeg sidder stadig i mørke
det er mange uger siden
og uret er stoppet med at gå
det gør ure
når tiden alligevel står stille