De sorte gribbe sidder ventende i træet -
på nøgne grene med deres glubske øjne.
De mørke silhuetter stirrer ondt på dig,
og du tror ikke mere på solens løgne.

Himlen minder om himlen over en galgebakke -
og bladene lig, der svajer i den hårde vind.
Fuglenes hånlatter lyder skræppende imod dig,
og du hører ikke længere glæden, som lo i dit sind.

Skyerne toner frem i vanvittige figurer -
med skrækindjagende, skrigende ansigter - hadefulde.
Skrækfyldt og fortabt lader du angsten styre dig,
og du håber ikke mere på nogen ende på denne kulde.

Truende, mørke skyer glider langsomt forbi -
sætter hadefulde spor i den flammende jord.
Fra den sorte himmel drypper blodrøde tårer på dig,
og du ved ikke længere, hvor kærligheden bor.

Da træder det grønne træ frem i et klart lys -
solen skinner varmt, lovende og kærligt - håb du bare!
Fuglene synger deres milde sang for at glæde dig,
og du ser ikke mere den truende fare.