Linje 5A, mandag morgen, d. 1. november 2004, Brønshøj...

Kører op mod Torvet...
Tænker på alt og ingenting...
Blikket vandrer til forskellige steder og retninger her og dér..
Det pulserende morgenliv betragtes fra mit vindue...

Med ét så fryser blikket fast i sekunder af en evighed

Dér midt ude på vejen...
Blomsterbuketter og kranse, lys, breve og ting...
Det er ulykke, sorg, chok, gråd, død og magtesløshed...

Det hele koncentreret på dette sted - ved dette monument

Og det hele skete på så ganske få sekunder...
Vejen blev forvandlet til det, som kun tårer er lavet af
Voldsomt, ubønhørligt og knugende er sekunderne mens jeg kører dér forbi....
Virkeligheden er ufravigelig og nærværende og smertefuld...

Vi gik alle ad denne vej for at nå vore mål...
For nogle er rejsen nu for altid endt - i løbet af et ganske lille sekund...
Vi gik - ligesom "dem" - ad denne vej...

Vejen der i dag er beklædt med blomster og tårer

Den er ikke mere sig selv...

Novembermørket har igen sænket sig her over byen
Lysene på gaden er atter blevet tændt...
Jeg ser mig over skulderen, alt imens jeg ærefrygtigt cykler her forbi...
Mit hjerte og mine tårer holder stand, men indeni er jeg ramt...
Jeg ser folk, jeg ikke kender gå og lægge blomster på dette sted...
De går så stille og siger slet ingenting...
Jeg ser dem holde fast på blomsterne, så vinden ikke tager dem med sig..
Vejens tårer dem kan jeg nu rigtigt høre...
Den græder jo hver gang vi kører her forbi.

Den kan ligesom vi intet forstå...

Jeg selv, jeg græder mine tårer her stille indeni

og beder så en stille bøn for livet og for dem.