Døren ud til haven står halvt på klem til dagens første lys
Denne uberørte morgen som netop er født i ly af natten
Hun ligger stadig i sengen da hun genkalder sit knuste hjerte
Hun kan lige skimte lagenerne på snoren udenfor - snehvide blafrer de i vinden
Hun mærker en stille brise der stryger hende på kinden som blødt sne

Morgengryets lys af sarte mørk-rosa glimt lokker hendes øjne
Stille uden tanke går hun derud til Lyset og det jomfruduggede græs
Markerne ved siden af haven er tusmørke-grå forvandlede skulpturer
Hun lytter tryllebundet til vindenes tunge, slæbende åndedræt

Kornet og sivene svajer, knæler, raser imens fuglene flyver over hende
Morgendisen omfavner nu alt tæt - spejler den gryende himmels lys
Hun taber et hjerteslag, prøver at samle det op da endnu et tabes og endnu et..
Hun tager sig til brystet og ser samtidig ind i et uendeligt øjeblik
Nedsunken....Uvirkelig.....En lille revne i Virkeligheden åbenbares:

Nu vil "De Fortabte Drømmes Sjæl" tale til hende for første gang:
"Intet blod i hele verden er så rødt som vores...
Thi bristede hjerters blod er det rødeste i verden", siger de

"Læg en buket med de snehvideste roser på det sted
hvor dit hjerte i sin tid blev knust til støv
Læg derpå en buket med de rødeste roser
på det sted hvor dit hjerte gav op", siger de

Hun mærker sit blod der risler sagte i hendes årer som var det en flod
Tænker på at dette blod måtte være det rødeste i hele verden - hendes blod........

Så åbner hun langsomt sine øjne og tørrer sveddråberne af sin pande.....
Lyset smiler ind ad havedøren og hun kan dufte roserne fra haven....
Så sætter hun te-vandet over....