Lykken kom til ham
Netop den dag
Hvor han trængte allermest
Han hilste på den
Han så i dens øjne

Han dækkede et dejligt bord
Han viste Lykken rundt
Rundt i hele hans liv og sit hus
Viste den sin glæde

Alt lyste op med ét
Alle stjerner fik en ekstra glans
Hans hjerte slog af fryd
Hans blod pulsede af glæde

Næste dag stod han op
Lykken sad allerede og ventede
Han bød på kaffe og nybagt brød
Lykken smilede henne i hjørnet
Han smilte tilbage

Lykken pegede da på et kors
Korset der hang om dets hals
Korset var omvendt
Det var sort og uden glans
Da gik det op for ham

Lykken greb ham i hånden
Det smertede og han faldt

Lykken slæbte ham ad stenede stier
Den stak ham undervejs med korset
Med det sorte kors
Blodet løb fra hans krop

Endelig stoppede Lykken og skreg:
DU PÅKALDTE DEN FORKERTE DA DU BAD OM LYKKEN!
Den råbte så højt at alle dyr blev skræmt og løb langt væk
MEN JEG, JEG, JEG ALENE ER LYKKELIG NU!
Lykken skreg så højt og ondt at bladene faldt af træerne

Himmelen blev da kulsort og isnende kold
Hver eneste stjerne måne og lys forsvandt
Dråber - som de reneste salte tårer - faldt derpå ned fra Himmelen
De ramte præcis det sted hvor han havde ligget
Og nogle vise mænd har siden fortalt at det var Gud der græd den nat