"Engang ville jeg kappe trådene og for altid blive væk.
Jeg ville samle alle mine ejendele op i livets sæk.
Jeg følte mig fortabt og ville skrige men kunne ikke.
Det eneste der kom til udtryk, var en sagte nikken.
Jeg gik i samme ring igen og igen.
Men ringen førte ingen steder hen.
Jeg ville ud, men murene var for høje.
Jeg kunne kun sætte mig i hug, og gemme mig i min trøje.
Jeg åbnede mine øjne og kiggede ind.
jeg så igennem alt, og direkte til mit sind.
Her fandt jeg nøglen til ringens store døre.
jeg låste op og vidste straks, hvad jeg måtte gøre.
Finde mine holdninger, grænser og værdier.
Men sammentidig måtte jeg indordne mig livets hirakier.
Jeg drog rodløs rundt og jagtede "noget," der ikke kunne være fortalt.
Hvor finder jeg løsningen på livet - og den rette hjælp når det virkelig gjaldt?
Jeg kunne kun gribe dagen, og lade mig rive med.
Men jagten på noget, ligger ikke fast et sted.
Derfor, så jeg endnu engang ind i mit sind.
Først da blev det klart, at jeg også var blevet blind.
Jeg satte mig ned og skrev dette digt.
Jeg synes det er blevet smukt - synes du ik?"