Det er blevet så populært
så alle taler om det.
Samtaleterapi.
Det er det hotteste hotte.
Det er blevet lige så almindeligt
som et besøg hos lægen.

Men vi er nogle for hvem
disse samtaler er nødvendige
gennem hele livet og
ikke blot i forbindelse med kriser,
men som en nødvendig foranstaltning
til at sikre livsførelsen.

Jeg er en af dem der ikke taler meget.
Jeg er en stille, tænksom pige,
der kæmper med tankerne i stilhed.
Mine tanker er et stort virvar af
alt muligt mellem himmel og jord.
Men de er ikke som andres tanker.

Jeg er enormt videbegærlig men dog
på et meget stille plan, inde i hovedet.
Det myldrer med interessante synspunkter,
men de kommer ikke ofte andre for øre.
Resultatet er en følelse af at være
noget af en intelligent enspænder.

Denne intelligente enspænder går
til betydningsfulde psykologsamtaler
som ofte ender i diskussioner af
samfundsproblemer og videnskaber.
Men indimellem dukker der glimt op
af oplevelsen af det perifere liv.

Jeg lever et aldeles perifert liv.
Jeg snuser til de "normale" unges liv
hver eneste dag på universitetet,
men jeg deltager ikke i deres samtaler.
De er for intetsigende for mig og
derfor opstår fornemmelse af at være fremmed.

At være så anderledes normal kræver
utroligt mange resurser og mod.
Men jeg vil have et liv, en uddannelse
og føle at jeg har værdi ligesom andre.
Det er det samtalerne blandt andet gør:
De leder frem til det værdifulde i mig!

Psykologhjælp er altså ikke blot en
fantastisk populær krise-foranstaltning.
Det er også nøglen til at åbne for
visse, meget intelligente, menneskers liv.
Sådan er det for mig og en masse andre:
der nyder godt af 45 minutters samtale.