Væk igen,
Alene med uvisheden,
Farer der lurer om hjørnet,
En hård tanke,
Og en smertende følelse.
Tanken om uvisheden,
Tomheden,
Får tårerne til at presse på,
Jeg holder dem tilbage,
Skjuler følelsen,
Dog er det svært,
Føler mig så mut.
Alt jeg siger,
bliver ligesom holdt tilbage,
Ordene kan ikke komme ud på den rette måde.
Jeg lever i frygten for hvad der sker,
Jeg lever med tomheden og uvisheden.
Følelserne er ej ukendte,
Men efter at have følt en ubeskrivelig tryghed,
Kan tankerne ej stoppe,
Og følelserne kan ej heller skjules uden besvær.
Nedfælder stille hvad jeg føler,
Smerten at føle tomheden,
At miste den tætteste hjælp der er.
Dog kun for en kort stund
Og alligevel føles det uendeligt,
Bare tanken smerter hos mig,
Selvom jeg ved jeg har støtte hos mig denne gang,
Kan jeg atter ikke lade vær med at føle mig ene,
Ene om farerne der skal bekæmpes,
Ene om at gøre ting der atter bliver fortrudt.
Mit hjerte kan ikke bære det mere,
Jeg har ikke styrken til at kunne dette mere,
Styrken til at holde modet oppe,
Overse uvisheden og tomheden,
Det vil altid følge mig,
Smerten altid være der,
Hjælpen er på vej,
Intet er uendeligt,
Men oftest føles det ubeskriveligt uoverskueligt.
En tåre drypper på mit papir,
Jeg kan mærke min ord åbner mig op,
Tårerne forsvinder,
Og opbygger atter en styrke,
Dog aldrig så stærkt som den burde.