det kolde jerns klør har revet hjertet itu
umenneskelighed mod menneskelighed
maskinen mod mennesket

lyt, og I vil ikke længere høre
føl med håndfladen, og I vil ikke længere mærke
pulsen er der ikke mere

i tror at vi er dræbt og tabte
vi har aldrig levet så meget som nu
nu kommer vi som bautasten, væltende imod jer

for nu livsblodet siver i gaderne,
skriger i smerte og kåd overlevelse
venter på at skyde et hjerte frem der aldrig døde

vi vil aldrig glemme denne fornægtelse af os
det er nu at vi sejler sammen i maskinernes gader med rejste næver
snart skal vi alle mødes, brødre og søstre, på en rød bankende jord