Nu gange har jeg lyst til at finde mit skjulested.
Og gemme mig langt væk fra denne onde verden,
Gid der var en verden hvor intet er ondt,
Og der kun var alt det gode til os,
Men det findes ikke her i livet,
I denne verden skal vi kæmpe for at komme frem,
Til det vi gerne ville opnår i verden,
Jeg er ked af at jeg har skåret mig selv,
Men min smerte er ikke til at holde ud mere,
Jeg får den ud ved at skære i mig selv,
Jeg mærker ikke smerten og det gøre ikke ondt,
Men jeg ved jeg sårer en masse mennesker omkring mig,
Fordi jeg ved at jeg gør dem meget ondt,
Men jeg kan ikke holde det hemmeligt,
Når mit liv gør forbandet ondt at leve lige nu,
Jeg ser frem til den dag jeg kan styre det,
Og ikke er nødvendig vis nød til at skære mig,
For at komme væk fra smerten.
Jeg holder det ikke ud længere at leve,
Jeg ønsker blot at dø, dø for dem der ikke elsker mig,
Så alle kan får fred for det sorte får i familien,
Men freden findes ikke for jeg har svært ved at gøre det virkeligt.
At begår selvmord, når man et sted ønsker at leve livet fuldt ud,
Men er så skide bange for det, at være så angst gøre ondt.
Jeg ved jeg kommer ud af det igen på en eller anden måde,
Om så jeg skal en tur ind og indlægges for at får fred,
Så må det blive den vej, når jeg er til fare for mig selv,
Forstår det der ude, jeg hader mig selv så højt,
Jeg elsker ikke mig selv mere,
Jeg ønsker at dø, men af lige vel frygter jeg den,
For det er jo ikke det jeg ønsker at dø, men at leve livet.
Men jeg tørre bare ikke, fordi det er så forbandet svært,
Jeg kan ikke holde min trykken for brystet ud mere,
Jeg kan ikke holde mine stemmer ud mere,
Mit hoved er ved at eksplodere af tanke myldre,
Jeg håber ikke i lader mig falde i dybet,
Men griber mig på mellem vejen,
Så jeg igen kan leve mit liv som jeg har fortjent.