Jeg ser mig selv i spejlet,
men det jeg ser mig kan jeg ikke lide,
det spejler sig igen,
men nej det ikke godt,
det en følelse af had og skuffelser,
af mennesker jeg stolede på,
at miste tillid og tudre tro,
jeg væmmes ved mig selv,
har løst til at vaske min krop,
men har heller ikke løst til at se på den,
der for meget smerte og,
had til mig selv,
hvis bare jeg kunne,
se mig selv i øjne og,
det ikke var min fejl,
men jeg blev bange,
bange for at skuffe og,
ikke gøre som der blev sagt,
bange for at jeg ville,
blive gjort ondt.
Hvordan kommer man videre,
med denne ulidelig følelse,
som jeg har inden i mig,
hvornår finder jeg ro,
sammen med den jeg elsker,
aller mest i mit kærligheds liv,
ham jeg skal kunne,
dele alt med og,
ikke være bange,
bange for at tudre,
nyde det der er dejligt,
og det ikke bare giver smerten og,
dumme billeder i hovedet der fylder,
så alt mislykkes.
De tre mennesker kan,
jeg takke for det,
hvorfor lige mig,
kan jeg ikke sige fra,
er det min skyld,
de ødelage min tillid,
for jeg vidste ikke hvad,
der var normalt,
men tre gange i mit liv,
skulle dedt lige ske,
på hver sine tidspunkter ,
i mit liv,
som ikke gøre det nemmere nu,
men godt der findes en mennesker,
jeg kan stole på og ikke presser mig,
kan tage en dag ad gange,
give mig tid,
det elsker jeg ham for,
endelig fundet en der elsker,
mig for den jeg er,
men kan ikke altid give ham kærlighed,
fordi jeg er bange fro at tudre stole.