Den velkendte stemning.
Den velkendte dag.
Den velkendte følelse.
De velkendte ord.
Hvornår holder det dog op?
Atter sidder jeg tilbage
Med tankerne rodet rundt.
Atter uden at vide hvem, hvad og hvor.
Jeg har ingen følelse af hvem jeg stoler på.
Jeg ved aldrig hvad ordene jeg siger bringer med sig.
Jeg kan ikke finde ud af hvor jeg står.
Dagen, livet ser sort ud.
Jeg kniber en tåre,
Og ønsker dette snart vil stoppe.
Jeg ønsker at træde ud af døren
Ud til en verden der er mere lys og åben,
Men ved aldrig hvad jeg vender tilbage til,
Og vælger derfor at blive siddende som det tredje led,
Som atter får al skylden.
Bliver tvunget til at vælge,
Men alt jeg ønsker er at være neutral.
Ønsker støtte i det jeg siger
Og ønsker ingen pålægger mig det ansvar
Som jeg får pålagt gang på gang.
Jeg har længe drømt mig til bedre steder
Længe længtes efter det som ville kunne ændre mit syn
Gøre verden unik igen.
Men endnu en gang,
Må jeg se sandheden i øjnene
Og atter gro fast ved det jeg har.
Ser på blomsten der står så smukt
Hører på fuglen der kvidre sin sang
Og ser hvor smuk verden egentlig er.
Jeg bukker hovedet og kniber en tåre
Går ud af døren,
Ud i solen
Ud og får noget energi.
Atter står jeg i tvivlen
Om hvad der venter når jeg kommer tilbage.
Men alt jeg ønsker er at kunne se smilet i mine øjne.