Vi kørte langt for at møde dig
Spændingen var stor
Hvordan mon du var

Forenden af skovvejen
I en lysning så smuk
Tog du i mod os

Dit træværk var i skøn rød farve
Vinduesrammerne i hvidt
Du var i sandhed en Svensk Ødegård

Du gav os så meget
Mens vi var hos dig
Vores sjæle fik ro

Skoven omkring dig
Med klippestykker så store
Måske verdens største sten var her

Her vandrede vi og blev tyste
Kun fuglenes pippen, deres vingeslag
Og vindens susen i trætoppene
Var de eneste lyde der hørtes

I midten af lysningen var bålpladsen
Dejligt for vi holder af bål
Her kan tænkes tanker

I nattens mulm og mørke
Ved bålet vi sad
Over os strålede stjerne
I kap med hinanden

Ubeskriveligt er følelsen og stemningen
Når man kikker i bålets flammer
Man bliver et med sin sjæl

Bøjer man nakken og stjernerne ser
Bliver man stum af betagelse
Ser det uendelige og bliver ydmyg

Tak du Smålandske Ødegård
Nu kan vi vandre videre i livet
Opmundret af dig