Livets skæbne en sjælens form
Rummer pladser så fyldige og store
Væggene tykke og loftet tæt uden læg
Mange funktioner den sig bringer

Som det store skib fyldt med tønder
Pladsen skrumper luften inde dør
Selv det stærkeste kan sig uden egen vilje
Forskubbe skille og lade lasten flyde ud

Længe man går med alt for meget selv
Kun det trykker inde man lever på held
Ingen steder at lægge fra eller komme ud
Altid er det en selv der står for skud

Hjælperen giver mange andre sin tid
Men ejer kun selv underskud og slid
Udadtil man den stærke facade stiller
Mens kroppen sluger flere sjælepiller

Hvor lang er vejen med evige slag
ændres livets grund livets underlag
klemmes ud bliver sjælens sne og slud
hvornår brister formen hælder det hele ud