hvis jeg kunne smile én gang
minder hvirvles op i det blå
pytter dannes sorgen efter
øjne mødes en sidste gang
hvornår er det, det sker
i håbets nynnende skær
smilet tages af vanens hær

mens livet løber væk går jeg
når sommeren kommer fryser jeg
gådefulde dybder venter på mig
Oh hvor jeg misunder fugle
Oh hvor jeg savner ægte smil
gnisten breder sig langsomt
flyver bort fra vanens nåde

smilet er den største mimiker
spiller sit spil allevegne
trygheden kryber ind under
sløret gror sig fast med tiden
suger glæden dråbe for dråbe
bruger tårerne som skjold
overtages smilet bli’r man kold

fortiden viskes væk i sindet
vanen gemmer sig bag smilet
alt ønskes væk i et øjeblik
hvor øjne græder skuffelse
mødes følelser lurende
når oplevelser sniger sig frem
vanens magt frarøver mig smilet