Månen skærer sin lysende kontrast i min skæbnens vugge og tusinde fraser af fremmedord ligger på min tunges rytmeboks.
Forstår mig på sol og måne i horisonternes vugge og føler mig spæd i himlens stormende skyer. Regnen falder tungt i min sjæl og jeg flader ud i bevidsthedens ocean.
Havets bølger truer min sjæls eksistens og jeg fornemmer den nedrunde fornemmelse af afsky for åndelige værdier.
Jeg forstår mig ikke på hedens bølgetunge varme og mine nedrullede gardiner fornemmer en smeltende rytme i deres åndedræt.

Tusinde ords gåder bliver et mysterium i dagens timer, og sansernes ur -fornemmelse for ægtehed forfalder i nattetimerne.
Hvem bandt hjertet i fængslernes celle og lod alderdommen tynge kroppen for energi ?
Hjertet er følelsernes centrum og trafikken er enorm og vejene dertil er overdynget med trafikpropper.

Mennesket lukker sine øjne og lader dødens stille søvn indtræde bag lukkede vipper.
Sanserne er døde og mennesket sjæl er levende og flyvende i sand lykkerush.
Lukket bag tremmer fornemmer man ikke hvad virkeligheden indeholder af rammer.
Hvis man lader sindets urkræfter åbne og flyde ind i hverdagens normer, ændrer tingens sig til andre former.